Jeg ELSKER at indrette og jeg glæder mig allerede helt vildt til jeg engang skal flytte sammen med min kæreste og vi skal indrette vores fælles hjem! Jeg har derfor surfet lidt rundt på IKEA’s hjemmeside og se lidt på hvad jeg kunne tænke mig at have i en fremtidig dagligstue! Jeg har ikke tænkt på hvad tingene koster, men da det jo er fra IKEA er det ikke de helt vilde priser.
Hvad synes I om de ting jeg har valgt?
Jeg kan godt lide at blande lidt forskellige stilarter og farver. Jeg har nok mange neutrale farver i mine nuværende møbler, men har så til gengæld farver på mine pynteting. Jeg har nok egentlig nemmest ved at slappe af når der ikke er alt for meget knald på!
Blazer HER // Skjorte HER // Nederdel HER // Støvletter HER // Clutch HER //
Cardigan HER // Top HER // Jeans HER // Boots HER // Bælte HER //
Jeg har lavet to sæt som jeg ville tage på, hvis jeg skulle være så heldig, at få det supplerende job som jeg har søgt her til aften! Mere vil jeg ikke afsløre lige nu. Jeg vil gerne tjene lidt ekstra penge til sjov og til at fodre min opsparing med.
Jeg har virkelig en lang ønskeliste i år – Altså, virkelig! Jeg har ønsket mig ting i alle prisklasser, store og små – Lige fra iPad, til støvsuger til toilettaske. Nu må vi se, Jeg bliver glad lige meget hvad jeg får! Det her er nr. 2 collage med julegaveønsker og som I kan se, så ønsker jeg mig ting i øst og vest. Jeg ønsker mig både tøsede ting, ting der kan hjælpe mig med at få organiseret i alle mine beauty ting og praktiske ting som støvsuger og grej til køkkenet! Jeg er helt spændt på, hvad jeg mon får af gaver i år ;-)
.. I dag er det så snart 12 år siden jeg fik sygdommen konstateret og jeg må sige, at diabetes har ændret mit liv rigtig meget siden dengang. Især når jeg ser ift. mine jævnaldrende, så kan jeg godt føle mig anderledes. Lige efter jeg fik det konstateret var jeg indlagt i fem dage, hvor jeg skulle lære alt om at måle blodsukker og tage insulin. Jeg synes faktisk det gik okay, bortset fra lige da jeg skulle indlægges. Min mor og jeg snakkede på vejen til sygehuset om, hvad diabetes egentlig var og jeg sagde, at det da var godt at det ikke var fedt syge – At man ikke måtte spise fedt. Jeg blev så klogere senere! Da vi kom ind på sygehuset blev jeg placeret på en briks midt i et stort rum der indeholdt diverse slags måleudstyr. Jeg fik en blodtryks manchet på og da den pustede op, stoppede den ikke igen… Min panik steg i takt med, at min blodåre ved håndleddet voksede sig større og større.. Min mor råbte på en sygeplejerske der kom ind og slukkede for apparatet med det samme. God start, siger jeg bare! Jeg blev indlagt onsdag sidst på eftermiddagen og kom hjem igen søndag. Mine veninder kom og besøgte mig og kom med gaver, Jeg synes de var SÅ søde! Jeg kan især huske, at 2-3 af mine gode veninder kom ud på sygehuset og vi satte os ud i nogle sofaer og sad og snakkede lidt og så skulle jeg have taget en blodprøve imens. Jeg rakte bare armen frem, det havde jeg jo prøvet tusinde gange, men pigerne sad bare og kiggede underligt. Det her sygehus halløj var jo ikke en del af deres hverdag som det var for mig. Jeg snakkede med mange sygeplejersker hver eneste dag og jeg var flere gange til diætist. Jeg skulle lære hvad der var godt at spise og især hvad der ikke var. Jeg husker at jeg tog 4 kilo på imens jeg var indlagt. Mit liv ændrede sig sammen med sygdommen, men på flere måder. Hver nat kom natsygeplejersken og målte mit blodsukker. Hun var den sødeste sygeplejerske, med de koldeste hænder. Vi snakkede ikke særlig meget sammen, men det var lige netop hende og hendes måde at være på, der gjorde at jeg i dag sidder her som uddannet sygeplejerske. Jeg synes virkelig hendes job måtte være det bedste og dagen i dag, drømmer jeg stadig om at få arbejde på en børneafdeling, som den jeg selv var indlagt på… Søndag aften var den første gang jeg skulle tage min insulin helt selv, uden at nogen kiggede på. Jeg var døds ræd. Jeg kan huske at jeg sad dér på sengekanten på mit værelse og vidste at jeg lige om lidt skulle stikke mig i låret og det var bare så ekstremt svært for mig at få det gjort. Jeg ved ikke om jeg var bange, men jeg var i hvert fald nervøs. Efter cirka et kvarter hvor jeg havde siddet med sprøjten i hånden, så gjorde jeg det. Det var en milepæl. Nu var jeg ligesom i gang. Jeg havde selv stukket helt alene og jeg vidste, at det var starten på et helt nyt kapitel i mit liv..
Da jeg var 13 år gammel, 2-3 måneder før min konfirmation, den 23 januar 2002, fik jeg konstateret type 1 diabetes. På de 10 minutter jeg sad hos lægen sammen med min mor ændrede både mit og resten af min families liv sig 180 grader. Lige pludselige havde denne, kroniske sygdom som jeg ikke rigtig vidste hvad var! Min morfar havde type 2 diabetes og måtte stort set aldrig spise kage når vi var sammen i familien og jeg var sikker på, at det var det jeg havde fået, og at jeg aldrig måtte spise slik eller kage igen!
Den sidste måned op til, at jeg fik det konstateret var jeg flere gange hos lægen, fordi jeg havde det underligt. Jeg var tørstig hele tiden og satte jeg munden til en ½ liters vandflaske, så tømte jeg den på én gang og lige derefter skulle jeg tisse! Ligesom hvis man har holdt sig i mange timer og man næsten ikke kan holde sig mere – sådan havde jeg det! Jeg havde det bare sådan 15-20 gangen om dagen! Jeg vågnede også 3-4 gange hver nat fordi jeg følte jeg var ved at tisse i bukserne og fordi jeg var så tørstig, at det gjorde helt ondt i halsen. Første gang jeg var hos lægen, afviste han hurtigt at der skulle være noget galt med mig og sagde, at det bare var fordi jeg var teenager og at teenagere nogle gange havde nogle underlige idéer.
På det her tidspunkt var der rigtig meget i ugebladene med unge der fik type 1 diabetes og dermed også, hvilke symptomer der var på sygdommen. Min mor læste rigtig mange ugeblade og cirka 2-3 uger efter jeg havde været hos lægen første gang, sagde min mor, at vi skulle til lægen igen og at vi denne gang skulle medbringe en urinprøve hjemmefra. Hun havde fortalt, at hun synes jeg skulle tjekkes for diabetes, men jeg små lo bare lidt og tænkte “Det er da fint nok, men det har jeg jo ikke!”.
Den dag i januar hvor alt ændrede sig, husker jeg ret klart, selvom det efterhånden er mange år siden! Vi skulle have idræt i skolen den dag og jeg kan huske at vi skulle spille volleyball. Én gang om året havde vi en volleyball turnering for hele skolen og jeg synes altid det var vildt sjovt! Denne her dag i idræt var jeg fuldstændig udmattet! Min idrætslærer, som også var min klasselærer blev simpelthen så sur på mig, fordi jeg var så træt og jeg kunne simpelthen ikke løbe efter bolden. Jeg forsøgte at forklare, at jeg bare ikke kunne og at jeg bare var så træt, men han forstod det ikke rigtig. Efter skole skulle jeg til guitarundvisning, som jeg altid skulle om onsdagen. Jeg kan huske, at jeg fortalte min underviser, at jeg umiddelbart herefter skulle til lægen, fordi min mor mente at jeg havde sukkersyge og jeg synes jo virkelig at det var for latterligt!
Kl. 15:30 sad vi hos lægen. Vi havde urinprøven med. Jeg kan huske at jeg var nervøs, men at jeg tænkte at der sikkert ikke var noget at komme efter. Vi gik ind på lægens kontor og min mor sagde at vi havde urinprøven med og at hun ville have mig testet for diabetes. Lægen testede min urin og tog mit blodsukker, som var 26,3, hvilket er sindssygt højt! Han fortalte at jeg havde sukkersyge og at jeg skulle indlægges på sygehuset dagen efter omkring kl. 10. Jeg begyndte at græde. Jeg var bange for hvordan mit liv skulle ændre sig..
